Timber Skænk


Ny skænk fra Getama løser problemet med grimme ledninger

Timber er navnet på en ny skænk, der er skabt på tegnestuen Friis & Moltke for Getama. I lige linje med det internationalt anerkendte nordjyske brands historie og vision fremstår opbevaringsmøblet som en formfuldendt symbiose mellem funktion og form.

Tekniske installationer som strømkrævende højtalere, musikanlæg, opladere og tv-bokse er uundværlige, men de er ofte også en torn i øjet på indretningen i de fleste hjem. Den nye skænk Timber kan være løsningen på udfordringen.

Både modellen i eg og i douglasgran har unikke detaljer, men uanset hvilken man vælger, får man et møbel, der på én og samme tid løser et praktisk problem på en smuk måde. Løsningen med den polstrede skydelåge gør det let at skjule ledninger, og fordi afskærmningen er udfærdiget i tekstil, kan alt fra remote- og wifi-signaler til højtalerlyd passere uhindret, siger chefdesigner Mikkel Bahr fra Friis & Moltke.

Den ultimative form for finesse er enkelhed

Getama er synonym med arkitekttegnede møbler af uforlignelig kvalitet, og snedker- og polstringsværkstederne i Gedsted ved Limfjorden har i mere end 60 år stået fadder til en støt voksende portefølje af prisvindende klassikere og nye ikoner.

Næste kapitel i historien om den danske modernisme skrives således med Timber, der er det levende bevis på, at det 21. århundredes højteknologi og den hæderkronede danske håndværkstradition ikke er hinandens modsætninger men forudsætninger.

Timber er snedkerarbejde, når det er mest gennemtænkt, og kombinationen med Kvadrats tekstil Floyd Screen er med til at sikre en unik og kompromisløs finish, hvor brugeroplevelse og æstetik supplerer hinanden symfonisk. Måske ender møblet endda med at stjæle opmærksomheden fra fladskærmen ovenover eller musikken indeni? Skænken har to hylder og fås både i en version på 120 cm, der har én låge, og en større version på 165 cm, der har to låger. Møblet er en del af en kollektion, der bl.a. også tæller et plankebord, en spisebordsstol og en stumtjener.

2018-07-03T15:26:09+00:00